Kjær efter Ibrahimovic-ballade: Ingen problemer imellem os

    Der er ikke er kold luft imellem Simon Kjær og den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic, selv om de tidligere har haft et sammenstød, og Kjær har kaldt svenskeren for arrogant.

    Det siger den danske landsholdsanfører, da han torsdag holder sit første pressemøde som ny spiller i Serie A-klubben AC Milan. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

    Her bliver han holdkammerat med Ibrahimovic, der også for nylig blev præsenteret som ny spiller i den italienske klub.

    – Jeg har mødt ham adskillige gange i min karriere. Vi har haft nogle få kampe på banen, men der er ingen problemer imellem os nu.

    – Vi arbejder mod det samme mål. Hans tilstedeværelse her er et ekstra skub til alle. Han er en stor vinder, og hans karriere taler for sig selv. Det er en glæde for alle at have ham på holdet, siger Kjær.

    Det var under en Europa League-kamp i 2016 mellem danskerens daværende klub Fenerbache og Manchester United, hvor Ibrahimovic dengang spillede, at de to kom i klammeri.

    Den svenske angriber tog halsgreb på Kjær efter et sammenstød, og det fik efterfølgende danskeren til at kalde Ibrahimovic arrogant.

    – Han er typen, som er arrogant og skyder brystet frem, sagde Kjær dengang.

    Den danske forsvarsspiller er ejet af Sevilla, men var i efteråret udlejet til Atalanta.

    Her blev det til minimal spilletid, og derfor blev Kjær formelt kaldt tilbage til Sevilla, som straks udlejede ham til AC Milan i stedet. Her skal han spille sæsonen ud.

    Kjær siger på pressemødet, at det er en drøm for ham at spille for Milan.

    – AC Milan er en fantastisk klub, og når du går rundt i Milano, kan du mærke historien her, siger han.

    Zlatan Ibrahimovic’ kontrakt med AC Milan løber ligeledes sæsonen ud.

    /ritzau/