Islandsk EM-sejr sætter Danmark under pres

    Et nederlag til Ungarn, og Danmark er ude.

    Så stort er presset på Nikolaj Jacobsens landsholdstropper ved EM i håndbold før kampen mod Ungarn mandag aften.

    En sejr på 34-23 til Island over Rusland kort forinden betyder nemlig, at to ungarske point vil sende Island og Ungarn videre til mellemrunden.

    I så fald vil begge nationer have fire point før den sidste runde i det indledende gruppespil, mens Danmark og Rusland vil være uden point og ikke have andet end æren at spille for i den sidste gruppekamp onsdag.

    Danmark kan i teorien også gå videre med uafgjort mod Ungarn og sejr over Rusland, men så får danskerne med garanti ikke point med over i mellemrunden.

    Det stod ret tidligt klart, at russerne ikke kunne matche Island, der lørdag indledte EM med en sejr over Danmark.

    De første fire minutter var uden scoringer, men derfra satte islændingene sig på kampen for øjnene af de mange blåklædte fans, der bakkede engageret op om det islandske landshold i Malmö Arena.

    Da otte minutter var spillet, stod det 5-1 i islandsk favør, og da det pausesignalet lød, var stillingen 18-11.

    Rusland fik stoppet blødningen en anelse i anden halvleg, men islændingene kom aldrig i problemer.

    Særligt trioen Sigvaldi Bjorn Gudjonsson, Bjarki Már Elísson og Alexander Petersson var skarpe, og samtidig tog de islandske målmænd fint fra i duellerne med de russiske skytter.

    Island er endnu ikke videre til mellemrunden, men er sikret avancement, hvis Danmark taber point.

    Danmarks kamp mod Ungarn fløjtes i gang klokken 20.30 i samme arena.

    /ritzau/