Liverpool fortsætter stormløbet mod mesterskabet

    Det blev så heller ikke Bournemouth, der skulle sætte en kæp i hjulet på Liverpool-maskinen i Premier League.

    Lørdag var Liverpool på besøg i det sydlige England, og gæsterne kunne rejse hjem med en sikker 3-0-sejr.

    Det var klubbens 15. sejr ud af 16 mulige i denne sæson, hvor Liverpool endnu ikke har tabt i ligaen og topper helt suverænt med 46 point i jagten på klubbens første mesterskab siden 1990.

    Leicester og Manchester City har ikke spillet endnu i runden og er henholdsvis nummer to og tre med 35 og 32 point inden deres kampe.

    Bournemouth var egentlig fint med i indledningen, men efter 35 minutter smed Jordan Henderson en lang bold frem, og Alex Oxlade-Chamberlain kvitterede ved at sende bolden i mål via Bournemouth-keeper Aaron Ramsdale.

    Et minut før pausen spillede Mohamed Salah så Naby Keita fri med hælen, og Keita øgede sikkert til 2-0.

    Liverpool viste klassen igen i det 53. minut, og denne gang var rollerne byttet om.

    Keita splittede Bournemouths forsvar ad med en stikning, og Salah udnyttede aflevering og sendte bolden sikkert i mål til 3-0.

    Hjemmeholdet formåede at få resten af opgøret ned i tempo, og dermed undgik Bournemouth en total ydmygelse på hjemmebanen.

    Watford på sidstepladsen spillede 0-0 hjemme mod Crystal Palace.

    /ritzau/