Peter Møller: Tre EM-hjemmekampe er et drømmescenarie

    – Det er svært at få armene ned.

    Sådan siger fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU) Peter Møller, efter at en lodtrækning i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fredag afgjorde, at Danmark skal spille alle tre gruppekampe på hjemmebane ved EM.

    – Det betyder helt vildt meget. Vi har et landshold, der ikke kan tabe, og nu kan vi heller ikke tabe i lodtrækning åbenbart. Hvad skal det ikke ende med?

    – For DBU, spillerne og trænerne er det drømmescenariet at kunne få lov til at spille alle tre gruppekampe i Parken i trygge rammer og vante omgivelser og forhåbentlig med hele nationen på skuldrene, som bærer os frem, siger han.

    Danmark og Rusland deler værtskabet for EM’s gruppe B, og begge nationer var på forhånd sikret to hjemmekampe i den indledende runde.

    Fredagens lodtrækning skulle afklare, om det var København eller Sankt Petersborg, der skal lægge græs til de to landes indbyrdes opgør, og her faldt trækningen ud til dansk fordel.

    – Det giver os endnu mere forventningens glæde til denne her slutrunde. Den bliver nærmest endnu større nu, så det er en god tidlig julegave, siger Møller.

    Danmark har ikke tabt en kamp i Parken siden 11. oktober 2016, hvor det blev til et 0-1-nederlag til Montenegro i VM-kvalifikationen.

    Peter Møller mener dog ikke helt, at slutrunden næste sommer kan sammenlignes med Danmarks sædvanlige hjemmekampe i Parken.

    – Man skal huske, at det ikke er DBU, der arrangerer denne her kamp, men Uefa. Det vil sige, at der ikke kommer til at sidde 33.000 tilskuere i rødt og hvidt.

    – Vi får selvfølgelig ikke nær så mange billetter, som hvis det havde været vores kamp, så man kan ikke sammenligne det.

    – Men jeg håber stadigvæk, at spillerne vil kunne mærke denne her begejstring, der er blandt alle danskere, og give dem endnu mere energi og vinger til at gøre noget stort, siger Peter Møller.

    /ritzau/