Boeings 737 MAX-fly kan være i luften igen i januar

    Boeing forventer at have 737 MAX-flyene på vingerne igen i januar. Det meddeler den amerikanske flyproducent mandag.

    737 MAX-flyene har siden marts været underlagt flyveforbud over hele verden på grund af to dødsulykker i Indonesien og Etiopien.

    Ulykkerne, der skete inden for fem måneder, kostede i alt 346 mennesker livet.

    Boeing har tidligere oplyst, at de to flystyrt var forårsaget af en fejl i aktiveringen af flyets MCAS-funktion. Det er et automatisk anti-stall-system, der skal forhindre, at flyet mister dets opdrift.

    Systemet er nyt, og det er blevet kritiseret, at piloterne ikke er blevet godt nok uddannet i det.

    Boeing siger mandag, at selskabet arbejder på at få de endelige godkendelser klar fra myndighederne af de opdaterede uddannelseskrav til piloterne og af den software, der er installeret i flyene.

    Fredag meddelte to amerikanske luftfartsselskaber, American Airlines og Southwest Airlines, at de vil forlænge suspenderingen af de omstridte fly frem til marts 2020.

    Det skyldes, at det vil tage mindst en måned at undervise piloterne og installere den ændrede software.

    Boeing meddeler mandag, at leveringen af fly til de luftfartsselskaber, der har bestilt nye 737 MAX-fly, kan begynde i december.

    /ritzau/Reuters