Minister: Tyrkiet vil fra mandag sende IS-krigere til deres hjemlande

    Tyrkiet vil fra mandag begynde at sende krigere fra Islamisk Stat (IS), der sidder i tyrkiske fængsler, tilbage til deres hjemlande.

    Det siger den tyrkiske indenrigsminister, Suleyman Soylu.

    Det menes primært at være rettet mod europæiske landes statsborgere, som har tilsluttet sig IS.

    – Vi siger nu, at vi vil sende dem tilbage til jer. Vi vil begynde fra mandag, siger Soylu ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

    Præsident Recep Tayyip Erdogan oplyste torsdag, at der sidder 1149 medlemmer af IS “i vores fængsler, og 737 af dem er udenlandske borgere”.

    Soylu siger ikke noget om, hvilke lande IS-krigerne, der vil blive sendt tilbage, kommer fra, eller hvordan det skal foregå.

    Han har tidligere langet ud efter europæiske allierede. Han har beskyldt Storbritannien og Holland for at benytte sig af “den lette vej” ved at fratage IS-krigere med dobbelt statsborgerskab deres britiske og hollandske statsborgerskab.

    Den samme lovpraksis fik den danske regering flertal for i Folketinget for to uger siden. Det betyder, at Danmark ikke længere vil tage imod disse IS-folk.

    – Vi er ikke et hotel for nogens Daesh-medlemmer, sagde Soylu for nylig og brugte den arabiske forkortelse for Islamisk Stat.

    Også andre europæiske lande har nægtet at lade IS-krigere vende tilbage. Det samme gælder også for de koner og enker, der holdes fanget af Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der er en overvejende kurdisk organisation i det nordøstlige Syrien.

    De kurdiske militser i Syrien har kæmpet side om side med USA for at nedkæmpe IS. Ifølge kurdiske kilder har SDF 12.000 militante jihadister i deres varetægt.

    Men præsident Donald Trump brød i sidste måned alliancen med kurderne, Det har skabt frygt for, at det kaos, som det har skabt i det nordøstlige Syrien, vil gøre det muligt for IS-krigere i fangenskab at slippe væk, at omgruppere sig til en ny slagkraftig styrke eller at flygte helt.

    Det kompliceres af, at Tyrkiet i sidste måned sendte soldater ind over grænsen for at etablere et over 30 kilometer bredt bælte i det nordøstlige Syrien. Målet er at nedkæmpe kurdiske “terrorister”.

    IS-krigerne i de kurdiske fængsler kommer fra 54 lande ifølge kurderne.

    /ritzau/dpa