Minister gav Somalia en milliard og er tavs om hjemsendelser

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var tidligere på ugen på rundtur i Østafrika, og da han nåede Somalia, havde han et løfte om at give en milliard kroner med.

    Pengene skal over de næste fire år blandt andet gå til at åbne en fast repræsentation i det hårdt trængte land ifølge DR Nyheder.

    Udenrigsministeren vil dog ikke sige noget om, hvorvidt Danmark får en aftale om for eksempel hjemsendelser af somaliske statsborgere i bytte.

    – Vi bidrager til stabilitet overalt i Somalia. Emnet om hjemsendelser er ikke noget, jeg vil kommentere her. Det er ikke min portefølje, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde efter et møde med den tyske udenrigsminister, Heiko Mass, som er på besøg.

    På trods af beløbets størrelse fremgår ikke af den pressemeddelelse, der er sendt ud om ministerens besøg.

    I stedet fremgår det, at Danmark åbner et nyt programkontor i hovedstaden Mogadishu.

    Det er det første skridt i regeringens arbejde med at gentænke retningen for Afrika, som der arbejdes på de kommende måneder.

    – Som udenrigsminister er jeg meget engageret i at sikre, at der er de rigtige betingelser for folk, så de kan leve fredeligt og beskyttet mod al-Shabaab og andre voldelige grupper, siger Jeppe Kofod.

    Danmark forsøger i øjeblikket at hjemsende somaliere, der ikke har fået asyl, og emnet er politisk betændt.

    Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har vurderet, at det ikke længere udgør en risiko for somaliere at vende tilbage til deres hjemland.

    Siden 2017 har Danmark gennemgået omkring 1100 opholdstilladelser. 212 somaliere har fået inddraget den endeligt, mens omkring 28 er udsendt til Somalia. Det har Berlingske beskrevet.

    Spørgsmål: Du siger, at det ikke er din opgave at kommentere, men du var afsted og er højt placeret i regeringen, og du havde en milliard kroner med. Skal det her gå i bytte for hjemsendelser?

    – Programmet jeg taler om handler om stabilisering og om at træne de somaliske institutioner, hjælpe kystvagten med at bekæmpe pirateri, men også om at hjælpe regeringen med at opfylde sine forpligtigelser i Somalia, siger Jeppe Kofod.

    Udenrigsministeren blev i lufthavnen af frygt for terrorister fra al-Shabaab, der indimellem angriber strategiske mål.

    De er dog fordrevet fra hovedstaden.

    /ritzau/