Lego åbner nyt hovedsæde – skal tiltrække talenter til Billund

    Når 60 procent af Legos produkter bliver udskiftet hvert år, er der brug for kreative hjerner til at finde på nyt legetøj til børn verden over.

    Det er tænkt ind i byggeriet af det nye hovedsæde i Billund, som Lego mandag indvier den første del af.

    De ansatte har været med til at bestemme indretningen, og det betyder, at der ikke er faste pladser, og at man kan sætte sig sammen med kolleger, alt efter hvilken opgave man er i gang med.

    Udenfor er der klodser i murene og to gigantiske gule klodser på taget.

    – Lego lever af kreativitet. Det vigtigste for os er, at vi kan blive ved med at være kreative og innovative, siger Legos administrerende direktør, Niels B. Christiansen.

    – Vi har forsøgt at tænke det ind i indretningen af bygningen. Det skal være et miljø, hvor det er let at komme ind og falde til, og hvor vi gerne vil undgå, at folk sidder i siloer, eller at der er skotter mellem afdelingerne, siger han.

    Han peger på, at der er cirka 50 forskellige nationaliteter i Billund, og at der løbende er ansatte fra Lego-afdelinger i udlandet forbi i kortere perioder.

    Det er de første to af otte bygninger i det nye hovedkvarter, som bliver indviet mandag, og 500 Lego-ansatte vil have deres dagligdag der.

    Niels B. Christiansen fortæller, at det nye hovedsæde ud over at skabe de bedste rammer for medarbejderne også skal hjælpe med at tiltrække ansatte fra udlandet.

    Når Lego i dag skal finde nye medarbejdere, er det i konkurrence med store giganter som Google, Apple eller Adidas.

    – En del af legen, når vi skal tiltrække gode kompetencer til Billund, er, at vi kan tilbyde noget helt unikt.

    – For Lego-designere er Billund verdens hovedstad, men det skal også gerne være et super spændende sted at være for mange andre – måske bare for en periode – og det tror jeg, at de fysiske rammer kan hjælpe med til, siger han.

    Hele hovedkvarteret står færdigt i 2021 og vil have plads til omtrent 2000 ansatte. Lego har over 17.000 ansatte på verdensplan.

    /ritzau/