Sidste års tørke får jordbruget til at holde på pengene

    Tørken gjorde ondt på landmændene sidste år, og den har heller ikke ligefrem sat fut i jordbrugets købelyst.

    Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, hvori det fremgår, at jordbrugets investeringer faldt markant i 2018.

    I forhold til året før – 2017 – faldt investeringerne med 15 procent målt i faste priser, altså priser der er renset for inflation.

    Faldet skyldes blandt andet, at 2018 var et “skidt år” for landbruget økonomisk set med tørke og lave priser på animalske produkter.

    – Derfor kan mange landmænd have været nødt til i 2018 at udskyde ellers påtrængende forbedringer til senere, skriver Danmarks Statistik.

    Faldet rammer både investeringer i bygninger og maskiner, hvor eksempelvis investeringerne i svinestalde faldt med 17 procent.

    Udviklingen er i tråd med en tendens, som begyndte i 2014. Bortset fra en lille stigning i investeringer fra 2016 til 2017 har kurven været nedadgående.

    Sammenlignet med 2013 var jordbrugets investeringer sidste år faldet med over en tredjedel.

    Sommeren 2018 var varm, solrig og tør. Tørken var værst i vækstperioden fra maj til juli. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) var det i den periode med stor sandsynlighed den tørreste i 99 år.

    Den varme og frem for alt meget tørre sommer resulterede i, at høstudbytterne faldt. På grund af efterspørgslen steg salgspriserne på afgrøderne til gengæld og kompenserede dermed for en del af tabet.

    Desuden måtte landmændene konstatere faldende priser på animalske produkter, dog var en stigende produktion medvirkende til, at indtægterne ikke faldt tilsvarende.

    Jordbrug dækker over landbrug, skovbrug og gartneri.

    /ritzau/