PSG-træner: Neymar er 100 procent med os

    Den brasilianske fodboldspiller Neymar blev gentagne gange sat i forbindelse med FC Barcelona i sommerens transfervindue, men han kom aldrig væk fra Paris Saint-Germain.

    Siden har holdets egne fans buhet af ham, men for PSG-træner Thomas Tuchel indgår Neymar i truppen på lige fod med alle andre.

    – Han er 100 procent med os. Han er 100 procent en del af truppen. Han griner, joker og er til at stole på, siger Tuchel ifølge AFP på et pressemøde.

    Søndag aften var Neymar afgørende for PSG for anden kamp i træk i Ligue 1, da han scorede sejrsmålet mod Lyon tre minutter før tid.

    Han har vist glimt af den klasse, der tidligere har gjort ham til en af verdens bedste fodboldspillere, men der er stadig et stykke vej endnu, mener Tuchel.

    – Det er kun hans tredje kamp på fire måneder. Han vil blive bedre fysisk, jo flere kampe han spiller. “Ney” er altid beslutsom, han er altid kreativ, og han ser fremad, siger Tuchel.

    En skade forhindrede i sommer Neymar i at deltage ved Copa America, der blev afholdt i Brasilien, som også løb med titlen.

    /ritzau/