OVERBLIK: Sagen om dansk golfstjernes opførsel på et fly

    Fredag erklærede golfspilleren Thorbjørn Olesen sig uskyldig i tre forhold, han er tiltalt for ved Isleworth Crown Court i det vestlige London.

    Han er anklaget for upassende opførsel på et fly fra USA til England i slutningen af juli og har ikke deltaget i en golfturnering siden.

    Her er baggrunden for, at den 29-årige sjællænder er endt i retten:

    * 28. juli: Thorbjørn Olesen deltager i turneringen WGC Invitational i Memphis i USA. Efter en god start på turneringen slutter han med sin dårligste runde og ender på en delt 27.-plads.

    * 29. juli: Olesen flyver fra Nashville i USA til London i England. Ved ankomsten i Heathrow med et British Airways-fly bliver han arresteret, afhørt og senere løsladt.

    * 1. august bliver danskeren officielt tiltalt for tre forskellige forhold:

    Han tiltales for “sexual assault on a female”, hvilket i dette tilfælde dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke.

    Han tiltales også for “assault by beating”, hvilket i engelsk lov dækker over et overfald af mindre karakter, hvor offeret er blevet forulempet, men ikke er blevet tilføjet fysiske skader.

    Desuden tiltales han for at være beruset om bord på flyet, da det kan skabe fare for sikkerheden.

    6. august: Over for TV2 Sport meddeler European Tour, at Thorbjørn Olesen er suspenderet indtil afslutningen på sagen.

    16. august: PGA Tour skriver i en mail til DR Sporten, at den i lighed med European Tour suspenderer Olesen fra alle turneringer, indtil der er kommet en afklaring på sagen.

    21. august: Ved en høring i Uxbridge Magistrates’ Court nægter han sig skyldig i alle anklager. I retten forklarer anklageren, at Olesen havde været fuld og været en del af en gruppe, der opførte sig højlydt og bandende.

    Ifølge anklageren kyssede danskeren en kvinde på hånden og halsen og rørte ved hendes ene bryst mod hendes vilje. Olesen afgiver ikke selv forklaring, men erklærer sig uskyldig.

    Hans advokat Paul Morris fortæller, at Olesen tog medicin forud for flyafgangen, og at der er taget prøver, der endnu ikke er færdiganalyseret.

    18. september: I Isleworth Crown Court forholder Thorbjørn Olesen sig ikke til skyldsspørgsmålet, men via sin advokat lader han forstå, at han fortsat ikke kan erklære sig skyldig i de tre forhold, han er tiltalt for. I retten kommer det frem, at Olesen ikke benægter hændelserne på flyet, men tiltalepunkterne kan han ikke erklære sig skyldig i.

    Dommeren beslutter, at der skal sættes deadlines om indlevering af materiale i oktober og november. Et retsmøde fastlægges til 13. december, mens en eventuel retssag først vil finde sted i maj 2020.

    13. december: Ved en tredje høring i sagen erklærer Thorbjørn Olesen sig uskyldig i de tre forhold, han er tiltalt for.

    Det bekræftes, at en retssag skal begynde 11. maj 2020. Forinden skal parterne forberede sagen, og 24. april er der aftalt en “pre-trial review”, hvor parterne gennemgår retssagen. Her behøver Thorbjørn Olesen ikke selv at være til stede.

    Kilder: TV2 Sport, Jyllands-Posten, DR Sporten og Ritzau.

    /ritzau/