Trek beholder dansk Vuelta-rytter i to år mere

    Cykelrytteren Niklas Eg fortsætter på World Tour-holdet Trek i mindst to sæsoner mere.

    I en video på holdets Twitter-konto oplyser den 24-årige dansker, at han har forlænget sin aftale med holdet, så den løber til og med 2021.

    – Hej alle, jeg har virkelig spændende nyt – i hvert fald for mig. Jeg har forlænget min kontrakt med holdet med to år.

    – Jeg er virkelig glad og vil gerne takke holdet for at have tro på mig, siger Niklas Eg.

    Den 24-årige bjergrytter kom til det amerikanske hold fra Team Virtu forud for sidste sæson.

    Han fik en god start med blandt andet en samlet femteplads i Tour of Croatia, men siden blev resultaterne mere svingende.

    I dette efterår har Eg dog gjort tydelige fremskridt. Han var en af de stærkeste ryttere i Tour of Utah, og har også markeret sig i de første to uger af det igangværende Vuelta a España.

    /ritzau/