Måling: Venstre har mistet opbakning under august-uro

    For det gamle bondeparti Venstre har august en særlig betydning, fordi det dermed er høstsæson.

    I partibøgerne vil august 2019 dog blive nedfældet som noget særligt på grund af formandsopgør, personstridigheder og generel uro i rækkerne.

    Det kan have kostet på opbakningen til partiet ifølge en meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

    Venstre står i dag til 22,6 procent af stemmerne. Det er et fald på 2,8 procentpoint, som partiet stod til for en måned siden, hvor uroen mere end ulmede.

    Da den statistiske usikkerhed er på 2,5 procentpoint, anses det for validt, at opbakningen er faldet, og det kan skyldes uroen i det gamle statsministerparti.

    Uroen kulminerede, da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og næstformand Kristian Jensen (V) begge trådte tilbage for nogle uger siden, da opbakningen til dem var forsvundet.

    Siden har Jakob Ellemann-Jensen (V) meddelt, at han med manges udtalte opbakning stiller op som formand, mens Inger Støjberg (V) stiller op som næstformand.

    Omkring 850 delegerede får mulighed for at stemme på et ekstraordinært landsmøde 21. september.

    /ritzau/