Jonas Vingegaard har fået vinger på nyt tophold

    Jonas Vingegaard er i øjeblikket i gang med at levere et fornemt resultat ved årets PostNord Danmark Rundt.

    Det 22-årige danske cykeltalent blev nummer to på fredagens kongeetape og ligger nummer fire i det samlede klassement, hvor han har ni sekunder op til Niklas Larsen på førstepladsen.

    I sit seneste løb blev det til en etapesejr i Polen Rundt i starten af august.

    Vingegaard selv mener, at skiftet til World Tour-holdet Jumbo-Visma, som han blev en del af i januar, har været kraftigt medvirkende til, at niveauet er blevet hævet i år.

    – Det har betydet, at jeg har udviklet mig rigtig meget, og jeg er bare blevet rigtig meget bedre i år, så det er jeg rigtig glad for.

    – Holdet giver mig gode udviklingsmuligheder, og de giver mig en tro på, at jeg kan gøre det, siger han.

    I Danmark Rundt kører han med ettallet på ryggen som kaptajn for sit hold, og han håber også, at han kan have et ettal stående ud for sit navn, når løbet slutter søndag på Frederiksberg.

    Men ud over det har han endnu ikke sat sig de store mål på sit nye hold.

    – Jeg har ikke rigtig noget fast mål ud over at udvikle mig og køre godt cykelløb. Der er ikke noget pres fra holdets side, siger Jonas Vingegaard.

    Der er dog en ting, han håber kan lade sig gøre.

    – Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan være på startstregen til Tour-start i Danmark i 2021, siger han.

    Lørdag skal han sammen med resten af Danmark Rundt-feltet ud på næstsidste etape, der løber fra Korsør til Asnæs Indelukke.

    /ritzau/