Italien opbringer redningsskib med migranter

    Anklagemyndigheden i Italien har opbragt det spanske redningsskib “Open Arms” og beordret migranterne om bord evakueret.

    Det skriver nyhedsbureauet Ansa.

    Der er over 80 migranter på skibet. Det har ligget for anker ud for øen Lampedusa i dagevis.

    En anklager, Luigi Patronaggio, har givet ordre om at opbringe skibet, efter at han har inspiceret fartøjet.

    Migranterne, der overvejende er afrikanere, har tilbragt 19 dage om bord. Anklageren siger, at han har truffet beslutningen “ud fra den vanskelige situation om bord”.

    15 migranter har været så desperate, at de tirsdag hoppede over bord for at prøve at svømme i land, oplyser den spanske organisation, som ejer skibet.

    “Open Arms” tilhører en organisation i Barcelona, der forsøger at hjælp migranter, som kommer i havsnød på Middelhavet.

    Organisationen skrev tidligere på Twitter, at “situationen er ude af kontrol” om bord.

    Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, fører en hård linje over for migranter, der forsøger at komme ind i Italien. Men lørdag tillod han 27 børn om bord på “Open Arms” at komme i land.

    Det skete efter internt pres i regeringen.

    I et brev til premierminister Giuseppe Conti skrev Salvini, at han vil lade de “påståede” mindreårige forlade skibet.

    Også selv om “det er i modstrid med min politik”.

    Salvini har som indenrigsminister beordret, at skibe og redningsskibe med migranter om borde ikke kan anløbe havne i Italien.

    Tirsdag meddelte premierminister Giuseppe Conte, at han træder tilbage. Han gav den højreorienterede Salvini skylden for, at regeringen ikke længere kan fungere.

    Hvis det kommer til nyvalg, har Salvini udsigt til at blive valgets store vinder. Det vil kunne føre til en endnu skrappere migrationspolitik.

    /ritzau/AFP