OVERBLIK: Tre idømt dødsstraf for drab på Maren og Louisa

    Danske Louisa Vesterager Jespersen blev 17. december 2018 fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko sammen med sin norske veninde Maren Ueland.

    Fire mænd har været hovedmistænkte og tiltalt for drabene, og torsdag er tre af dem blevet idømt dødsstraf ved en domstol i Salé nær Rabat i Marokko. Den fjerde er blevet dømt til livsvarigt fængsel, skriver DR og TV2.

    20 andre er blevet idømt mellem 5 og 25 års fængsel for deres rolle i dobbeltdrabet.

    Få et overblik over sagen her:

    * 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland fra den norske by Bryne blev den 17. december 2018 fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko.

    * De to kvinder var på en måned lang rejse og var erfarne friluftsmennesker. Begge studerede på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø i Telemark.

    * Myndighederne i Marokko meddelte kort tid efter drabene, at man betragtede sagen som terror.

    * Der blev efterfølgende foretaget adskillige anholdelser i sagen.

    * En 33-årig schweizisk-britisk mand, Nicolas P., blev i midten af april idømt ti års fængsel for terror. Han er ikke dømt for selve drabene.

    * 24 mænd blev tiltalt i sagen – heraf fire for selve drabene. En af de fire forlod dog de andre før drabene. Kravet mod ham lød på fængsel på livstid, mens kravet mod de andre tre var dødsstraf.

    * Der er i sagen rejst anklager om at fremme terror, at danne en terrorcelle og bevidst at gøre personer fortræd.

    * En spansk-schweizisk mand, som ifølge myndighederne har tilsluttet sig “ekstrem ideologi”, var anklaget for at hjælpe de fire med drabene. Han har i sagen nægtet sig skyldig.

    * De fire hvovedmænd optræder på en video, der blev offentliggjort en uge før drabene, hvor de sværger troskab til Islamisk Stat (IS).

    * Den 25-årige gadesælger Abdessamad El Joud menes at være hjernen bag dobbeltdrabet.

    * Marokkansk politi har tidligere oplyst, at Abdessamad El Joud står i spidsen for en terrorcelle, der støtter IS.

    * I sagen florerer også en video, der angiveligt viser drabet på den ene af de to kvinder.

    * Såvel det norske kriminalpoliti, Kripos, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at videoen er ægte.

    Kilder: Ritzau, NTB, VG, AP, AFP, Reuters, lokale marokkanske medier, det norske udenrigsministerium, PET og Østjyllands Politi.

    /ritzau/