Chefen for Boeings 737 MAX-program udskiftes under flyveforbud

    Chefen for Boeings 737 MAX-program trækker sig fra posten for at gå på pension.

    Det fremgår af et notat fra flyproducenten, som nyhedsbureauet Reuters torsdag har set.

    Eric Lindblad vil trække sig i løbet af få uger efter knap et år i chefstillingen. Det oplyser Kevin McAllister, der er direktør for Boeings kommercielle flyafdeling, i notatet.

    Meldingen kommer, mens flytypen Boeing 737 MAX 8 og 9 er ramt af flyveforbud.

    Forbuddet skyldes, at luftfartsmyndigheder er ved at undersøge, om der har været sikkerhedsproblemer med flytypen efter to dødelige flystyrt i Indonesien og Etiopien. Knap 350 personer mistede i alt livet i de to styrt.

    Det er den første udskiftning i Boeings topledelse, siden ulykkerne, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Udpegningen af en ny chef for Boeings 737 MAX-program sker, mens flyveforbuddet kræver selskabets fulde opmærksomhed, skriver Reuters.

    – Denne tid er uden fortilfælde for os, da vores primære fokus er at få 737 MAX-flyene sikkert i luften, siger McAllister i notatet.

    Kevin McAllister understreger i notatet, at programmet fortsat vil blive opretholdt.

    Den nu afgående Eric Lindblad er ifølge Reuters en respekteret ingeniør, som også har stået i spidsen for 777 X-programmet.

    Han har i alt arbejdet for Boeing i 34 år og luftede ifølge Kevis McAllister allerede sidste år tanken om at trække sig tilbage.

    Den nye chef for Boeings 737 MAX-program bliver Mark Jenks, som indtil nu har stået i spidsen for et af flyselskabets kommende programmer. Han har arbejdet for Boeing i 36 år.

    Han skal således overtage det udfordrende arbejde med at få den ulykkesramte flytype på vingerne igen.

    Der er meget på spil, da 737 MAX-flyene er rygraden i flyselskabets økonomi, som må generere overskud for at finansiere nye programmer, skriver Reuters.

    /ritzau/