Bjarke Ingels tegner “usynligt” byggeri på Fanø

    Om to år vil Fanø få et nyt naturhistorisk formidlingscenter, som den verdensberømte danske arkitekt Bjarke Ingels står bag.

    Det skriver DR Syd.

    Det er Fanø Kommune, initiativtager Steen Lassen og arkitektgruppen Bjarke Ingels Group BIG, der har præsenteret planerne.

    Centret, der skal bære navnet Lycium, skal fungere som naturhistorisk indgang til Vadehavsområdet, der i 2014 blev optaget på Unesco’s Verdensarvsliste.

    Lycium skal være “usynligt” i landskabet og nærmest forme sig som en dug i klitterne, så det kan indgå naturligt i omgivelserne.

    – Naturen er noget helligt. Det er noget i sig selv eksisterende. Det agerer uafhængigt af dig. Naturen er noget, som er større end os, og som vi er en del af, siger initiativtager Steen Lassen til DR Syd.

    Ifølge Steen Larsen kommer det nye formidlingscenter til at koste omkring 70 millioner kroner. Han satser på at skaffe pengene gennem fonde.

    Han vil dog ikke fortælle, hvor mange penge der indtil videre er rejst, men han håber, at projektet står færdigt om to år.

    Fanøs borgmester, Sofie Valbjørn (AL), er glad for, at projektet spiller sammen med kommunens visioner såvel som Fanøs natur.

    – Det passer perfekt ind i den udvikling, som Fanø Kommune ønsker for turismen.

    – Samtidig er det et projekt af rigtig høj kvalitet, som passer ind i omgivelserne. På den måde er det med til at løfte niveauet for, hvad Fanø tilbyder.

    – Vi ønsker en bæredygtig udvikling, hvor vi passer på vores ø. For at få det, er det rigtig vigtigt, at gæsterne forstår, hvad Fanø er, og hvad Vadehavet er. Så passer de også meget bedre på det, siger hun.

    /ritzau/