Russisk politi anholder oppositionsleder Navalnij

    Russisk politi har ifølge AFP onsdag anholdt mindst 57 mennesker – deriblandt oppositionslederen Alexei Navalnij – ved en demonstration i Moskva mod politiet.

    Demonstrationen, som ikke var anmeldt på forhånd, fandt sted i det centrale Moskva, efter at russisk politi tirsdag frafaldt sigtelser mod den undersøgende journalist Ivan Golunov.

    Sagen er droppet på grund af manglende beviser, og indenrigsministeriet er nu ved at undersøge, hvad de politifolk, der anholdt den 36-årige Golunov i sidste uge, foretog sig.

    Nogle af de politifolk, der var involveret i sagen, er midlertidigt suspenderet fra tjenesten, da de angiveligt har placeret belastende bevismateriale hos Golunov.

    /ritzau/AFP