Bjarne Riis’ cykelprojekt tabte 18,8 millioner i 2018

    2018 var et dyrt år for Virtu Cycling Group.

    Den danske cykelkoncern, der er ejet af den tidligere cykelrytter Bjarne Riis, rigmanden Lars Seier Christensen og Brøndbys bestyrelsesformand og hovedaktionær, Jan Bech Andersen, kom ud med et underskud på 18,8 millioner kroner for året.

    Det viser et regnskab ifølge erhvervsmediet Finans.

    Foruden et kontinentalhold hos herrerne og et World Tour-hold på kvindesiden driver Virtu Cycling Group en række forskellige aktiviteter inden for cykling.

    Ifølge koncernens egen hjemmeside driver Virtu Cycling Group blandt andet et rejsebureau og sælger cykeludstyr ved siden af.

    Et af målene med cykelprojektet er at skabe et World Tour-hold for herrerne, ligesom det er tilfældet med koncernens kvindehold.

    I sit regnskab for 2018 skriver cykelkoncernen, at det økonomiske resultat er “utilfredsstillende”, og at “den tabte selskabskapital reetableres gennem kapitaltilførelser samt egen indtjening”.

    Virtu Cycling Group forventer at reducere underskuddet til cirka fem millioner kroner i 2019.

    I 2017 lød cykelprojektets underskud på 21,6 millioner kroner.

    /ritzau/