Undersøgelse: Klimaet løber med opmærksomheden i valgkampen

    Som folketingsvalget nærmer sig sin afslutning, er det klima- og miljødagsordenen, der fylder mest.

    Det viser en undersøgelse fra Roskilde Universitet, som er baseret på data fra knap 100 danske nyhedsmedier og udvalgte udsendelser på tv og i radio.

    – Alle studier viser, at befolkningen har det her meget højt på dagsordenen, og derfor er det også kommet ind på dagsordenen ved folketingsvalget.

    – Det har været der ganske længe, men det fylder rigtig godt i den her omgang og var nok også udslagsgivende for EP-valget, siger professor ved Roskilde Universitet Mark Ørsten, der står bag undersøgelsen.

    I begyndelsen af valgkampen var der i høj grad fokus på flygtninge og indvandrere, men nu er det i stedet klima og miljø, der løber med omtalen.

    Tidligt i valgkampen handlede 20 procent af medieomtalen om flygtninge og indvandrere. Den andel er skrumpet til ni procent, mens klima og miljø fylder 25 procent af omtalen.

    At flygtninge og indvandrere ikke længere fylder lige så meget, kan tilskrives, at Stram Kurs’ partileder, Rasmus Paludan, er røget i baggrunden, vurderer Mark Ørsten.

    – Når flygtninge og indvandrere toppede i begyndelsen af valgkampen, var det i høj grad i forbindelse med Rasmus Paludan. Det er blevet trængt lidt i baggrunden, fordi Rasmus Paludan ikke længere fylder så meget.

    – Men det er også, fordi befolkningen fortsætter med at have klima og miljø højt på deres dagsorden. Politikerne læser også meningsmålingerne og forsøger at tilpasse sig befolkningens fokus, siger Mark Ørsten.

    Til en vis grad kan det fremtrædende fokus på klima- og miljø i valgkampen være positivt for de partier, der profilerer sig på en grøn dagsorden.

    – Men der er det store aber dabei, at det ikke ser sådan ud for Alternativet. Det ser ud til, at klimadagsordenen i høj grad associeres med De Radikale, SF og Enhedslisten.

    – Alternativet har mistet den platform, de havde for sig selv. Resten af rød blok har kapret en del af Alternativets miljøpolitik og har bedre held med at sælge den til befolkningen, siger Mark Ørsten.

    Alternativet står til 3,1 procent af stemmerne ved valget ifølge Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af de seneste 15 toneangivende meningsmålinger.

    /ritzau/