Politiet vil undersøge Neymar for it-kriminalitet

    Ud over anklager om voldtægt bliver den brasilianske fodboldstjerne Neymar nu også undersøgt for it-kriminalitet.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Midt i forberedelserne til den forekommende sydamerikanske fodboldturnering for landshold Copa America vil det brasilianske politi have Neymar til at aflægge vidneforklaring om en video, han lagde på Instagram efter voldtægtsanklagerne mod ham.

    I en syv minutter lang video benægter Neymar anklagerne om voldtægt. Derudover viser han beskeder og billeder fra og af kvinden, der anklager ham.

    – Jeg er beskyldt for voldtægt. Det er et stort ord, et meget stærkt ord, men jeg er beskyldt for det.

    – Det overrasker mig, for voldtægt er en virkelig grim og sørgelig ting, og alle, der kender mig, ved, hvilken person jeg er, og at jeg aldrig ville gøre sådan noget, siger Neymar blandt andet i videoen.

    Videoen er siden hen blevet fjernet fra Instagram, da den også indeholder seksuelt materiale af de to.

    Neymars agent og far, Neymar da Silva Santos, siger, at hans søn ikke fortryder at have lagt videoen ud.

    Også selv om det kan betyde, at Neymar ender med at blive straffet for at have delt privat materiale.

    – Jeg foretrækker at blive retsforfulgt for it-kriminalitet frem for en anklage om voldtægt, siger Santos.

    – Han bevarede sit image og sit navn. Han havde brug for at forsvare sig hurtigt. Det er bedst at være ærlig og fortælle, hvad der skete, siger faren.

    Den 27-årige brasilianer har ifølge anklageskriftet i sagen om påstået voldtægt overfaldet en unavngiven kvinden i fuldskab under et ophold på luksushotellet Sofitel Paris Arc De Triomphe i den franske hovedstad, Paris, 15. maj.

    Neymar mener selv, at han blev lokket i en fælde, fortæller Santos.

    – Hun ville have ham tilbage på hotellet. Han blev der i 10 minutter og opdagede, at der lå en mobiltelefon ved væggen, der ladede op. Men så opdagede han, at den filmede, siger faren.

    – Så angreb hun ham, og han forsøgte at berolige hende, mens de lå på sengen, og sagde, at hun ikke skulle skabe en scene. Herefter forlod hun hotellet, siger han.

    Neymars advokat oplyser, at man ikke ved, hvornår fodboldspilleren skal aflægge vidneforklaring.

    Sagen om den påståede voldtægt vil køre separat fra denne, skriver AP.

    /ritzau/