DF til vælgerne: Stem på os – ikke Paludan og Vermund

    Det vil være at gamble med udlændingepolitikken at stemme på partierne Stram Kurs og Nye Borgerlige.

    Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, som med advarslen forsøger at kapre vælgere tilbage fra de to partier.

    – Jeg ved godt, at mange vil sige, at jeg gør det, fordi jeg frygter for mit partis fremtid. Det må de så sige, siger Martin Henriksen.

    – Men jeg føler, at det skal siges, og nu er det sagt. Og ja, jeg ønsker det bedste for Dansk Folkeparti, men det er, fordi jeg oprigtigt mener, at et stærkt Dansk Folkeparti er i Danmarks interesse, siger Martin Henriksen.

    DF-ordføreren frygter, at en stemmerne på Stram Kurs og Nye Borgerlige kan ende i stemmespild til blå blok, hvis de to nye partier ikke klarer at komme over spærregrænsen på to procent.

    – Jeg vil gerne advare imod de tendenser, der er i meningsmålingerne, fordi resultatet risikerer at blive splittelse eller stemmespild i forhold til de islam- og indvandrerkritiske stemmer, siger Martin Henriksen.

    – Hvis de pågældende vælgere har ønsket at sende et klart signal om, at der skal ske mere på udlændingeområdet, så vil jeg sige, at Dansk Folkeparti har modtaget budskabet, siger han.

    I den nyeste meningsmåling fra Voxmeter står Dansk Folkeparti til at få 10,7 procent af stemmerne ved folketingsvalget, hvilket ligner en halvering sammenlignet med valget i 2015.

    Hvis valget falder ud som meningsmålingerne spår, kan Martin Henriksens eget mandat være i fare.

    Martin Henriksen stiller op i Københavns Storkreds sammen med den anden DF-profil Peter Skaarup, men ikke alle meningsmålinger giver partiet to mandater som i 2015.

    Senest fik gruppeformand Peter Skaarup 11.402 personlige stemmer mod 3094 til Martin Henriksen, så førstnævnte vil være favorit, hvis DF blot får et enkelt mandat denne gang.

    /ritzau/