Det var udråbt som ét af filmfestivalens højdepunkter, da instruktøren Quentin Tarantino i sidste øjeblik meldte sig klar til konkurrencen om Guldpalmen i Cannes med “Once Upon a Time… In Hollywood”.
Men den sydfranske festival vil i år også blive husket for andet end Tarantino.
Når Guldpalmen er uddelt lørdag aften, og den røde løber rulles sammen, vinker Cannes farvel til de tusindvis af filmjournalister og prominente gæster, og så bliver det tid til selvransagelse.
Det mener formanden for Danske Filmkritikere, Nanna Frank Rasmussen.
– At Tarantino kom med, betød blandt andet at Brad Pitt og Leonardo DiCaprio kom på den røde løber, og det har givet festivalen noget af den ellers manglende glamour og noget af det, der tiltrækker mennesker, forklarer hun.
Det har Cannes brug for. Det er nemlig en festival, der står i et vadested.
– Den skal til at træffe nogle beslutninger om, hvor den vil hen i fremtiden, og hvordan den vil bevare sin relevans.
– Folk valfarter ikke til Cannes som førhen, og det skyldes blandt andet, at festivalen har været noget fodslæbende i forhold til at indrette sig efter de nye tider, siger Nanna Frank Rasmussen.
Det er blandt andet debatten om, hvor få kvinder der er med i konkurrencen, som festivalen ikke har håndteret særligt elegant.
– De hænger lidt fast i gamle vaner, og det er de nødt til at kigge lidt på, for der er også andre festivaler ude i verden, der bejler til tronen, og som måske er mere progressive, fortæller hun.
Selv om der i år ikke har været nogen danskere i hovedkonkurrencen, så kan danske filmfolk alligevel pakke hæder i kufferten på hjemturen.
Den islandsk-danske nidobbelte robertvinder Hlynur Pálmasons drama “A White, White Day”, der blandt andet har dansk klipper, dansk lyddesigner og dansk fotograf blev hyldet i parallelprogrammet Critics Week.
Hovedrolleindehaveren Ingvar E. Sigurðsson modtog nemlig skuespillerprisen, Louis Roederer Rising Star Award.
Den færøske instruktør Andrias Høgennis’ “Ikki illa meint”, der var udtaget til kortfilmskonkurrencen i det samme program, fik også tildelt en pris. Kortfilmen er produceret af danske Johannes R. Nørregaard.
Begge instruktører er uddannet i Danmark, og det er en cadeau til de danske filmskoler, mener Nanna Frank Rasmussen.
– Det giver et selvtillidsboost for folk, der er uddannet i Danmark, at de går ud og vinder priser på verdens største filmfestival. Det er et skulderklap til vores filmuddannelser. Efter min mening har vi nogle af de bedste, og det er det her et udtryk for, siger hun.
Instruktøren Nicolas Winding Refn var inviteret til at vise to afsnit af sin tv-serie “Too Old To Die Young”, og det understreger den position, danskeren har i Cannes.
– De giver ham et skulderklap, som er med til at løfte ham op i en stjernerække af instruktører, der bliver hyldet. På papiret er det godt, selv om jeg synes, det var meget skuffende, det han viste hernede, mener Nanna Frank Rasmussen.
Hvis hun skal pege på en tendens fra årets konkurrencefilm, så har der været rigtig meget vold på det store lærred.
– Det er ikke bare elendighedsporno, men et udtryk for opgivenhed i forhold til den verden, vi lever i. Det er film, der tager fat i samfundsproblematikker på en måde, hvor vi ikke bliver efterladt med meget håb.
– Der er en opgivenhed og nedslående tristesse på lærredet, der beviser, hvor meget kunst og virkelig smelter sammen, siger hun.
/ritzau/
