OVERBLIK: Det sker fredag på valgkampens 18. dag

    Lederne af Folketingets partier er fredag spredt ud over landet, hvor dagen blandt andet står på en cykeltur med statsministeren og et DF-pressemøde om EU-parlamentsvalget.

    Få overblikket her:

    Klokken 10.00: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indleder dagen med en cykeltur på godt 40 kilometer i Vejle-området. Cykelturen starter fra Munkebjerg Hotel, mens der er kaffestop ved Børkop Cykler omkring klokken 11.30.

    Klokken 10.00: Søren Pape Poulsen (K), Kristian Jensen (V), Mogens Jensen (S) og Signe Munk (SF) debatterer hos Mascot i Engesvang. Blandt emnerne, der skal debatteres, er vækst, arbejdspladser, klima, miljø, sundhed og skat.

    Klokken 11.00: Dansk Folkeparti holder pressemøde om EU-parlamentsvalget i Bibliotekshaven ved Christiansborg. Formand Kristian Thulesen Dahl (DF) og partiets tre primære kandidater til EU-parlamentsvalget, Peter Kofod (DF), Anders Vistisen (DF) og Pia Adelsteen (DF), deltager.

    Klokken 11.10: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) besøger i en halv times tid privatskolen Marie Mørks Skole i Hillerød.

    Klokken 13.30: Finansminister Kristian Jensen (V) møder vælgere på gågaden i Silkeborg. Det samme gør han fra klokken 15.45 på gågaden i Herning.

    Klokken 14.00: Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Kjærsgaard (DF) står i “Kristians kaffebar” på p-pladsen ved Kirkebjerg Bydelscenter i Brøndby.

    Klokken 14.15: SF-formand Pia Olsen Dyhr besøger Nordsjællands Hospital, hvor hun siger “tak til de offentligt ansatte” og over kage og kaffe sætter fokus på SF’s planer for velfærden. Bagefter lægger hun vejen forbi Rigshospitalet.

    Klokken 14.30: Søren Pape Poulsen (K) og Per Larsen, spidskandidat i Nordjylland (K), besøger klinikken Familielægerne Aalborg. Her vil de diskutere behovet for flere praktiserende læger i Nordjylland og konservative løsninger på problemstillingen.

    Klokken 16.00: Statsministeren deltager i et læserarrangement hos Jydske Vestkysten. Først holder Lars Løkke Rasmussen et lille oplæg, hvorefter han bliver interviewet af chefredaktør Mads Sandemann. Der rundes af med læserspørgsmål.

    Klokken 17.30: Lars Løkke Rasmussen og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) deler flyers ud på torvet i Esbjerg.

    /ritzau/