Millioner på vej til københavnske grundejere

    Københavns Kommune skylder grundejere knap fire gange så mange penge, som kommunen forventede.

    Det skriver DR.

    4000 grundejere i Københavns Kommune kan se frem til at få 64,8 millioner kroner tilbage, fordi kommunen i en årrække har opkrævet for mange penge for at holde fortovene rene.

    Teknik- og miljøforvaltningen meldte ellers tidligere ud, at de havde opkrævet 17,5 millioner kroner for meget.

    Men det har stået galt til i flere år tilbage end først antaget, konkluderer en advokatundersøgelse.

    – Det er et stort beløb, der understreger sagens alvor. Det nye tal er kommet frem, fordi advokatrapporten peger på, at grundejerne har krav på tilbagebetaling længere tilbage i tiden, end vi først kiggede på.

    – Så det overrasker mig ikke, siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester i København Karina Vestergård Madsen (EL).

    Fortovsordningen dækker over renhold af fortove ud for ejendomme, der grænser op til offentlig vej i kommunen. Grundejerne er pålagt, at rengøringen foretages af kommunen, og at de skal betale for den.

    Prisen for den enkelte grundejer afgøres af, hvilken type gade grunden ligger ud til, og hvor mange kvadratmeter det drejer sig om.

    Ifølge Københavns Kommunes hjemmeside koster det for eksempel 63,5 kroner per kvadratmeter for en “A-gade” og 20 kroner per kvadratmeter for en “B-gade”.

    En A-gade er ifølge kommunen “de mest ressourcekrævende gader som for eksempel strøggader”

    På Strøget i Indre By pålægges der dog flere steder et langt højere gebyr på 500 kroner per løbende meter for “facademeter”.

    Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune besluttede 11. april at fyre to direktører fra kommunens teknik- og miljøforvaltning på grund af sagen.

    Fyresedler blev udstedt til direktør Torben Gleesborg og administrerende direktør i forvaltningen Pernille Andersen.

    Vejdirektoratet har på baggrund af klager over fortovsordningen fra flere grundejere konkluderet, at det er lovligt for Københavns Kommune at opkræve penge for at holde fortovene rene.

    En offentlig myndighed må dog ikke opkræve flere penge, end det rent faktisk koster at udføre en given ydelse.

    /ritzau/