Nordjyske siger farvel til chefredaktør efter 22 år

    Efter mere end 20 år med Per Lyngby som chefredaktør skal Nordjyske Medier have en ny journalistisk ankermand.

    Selskabet skriver tirsdag på sin hjemmeside, at 62-årige Lyngby er blevet opsagt og fritstillet.

    Tiden er kommet til at få nye kræfter på posten, lyder det fra bestyrelsen, som er i gang med at finde en afløser.

    Indtil det er på plads, vil Lars Jespersen fungere som konstitueret chefredaktør.

    Den journalist- og handelsskoleuddannede Per Lyngby er nordjyde og kom til Nordjyske Medier i 1997 efter at have været ansat på Berlingske Tidende og JydskeVestkysten.

    Han var frem til januar sidste år både administrerende direktør og chefredaktør, men hans arbejdsopgaver blev på hans eget initiativ delt op.

    Det betød, at han fremover udelukkende skulle have fokus på journalistikken og den redaktionelle udvikling.

    Samtidig blev Morten Vinther Jensen ansat som administrerende direktør med ansvar for økonomi og den kommercielle afdeling.

    /ritzau/