Fejlagtig alarm standser tog på Københavns Hovedbanegård

    Tirsdag formiddag holder trafikken stille over Københavns Hovedbanegård, efter at en brandalarm er blevet udløst ved en fejl.

    Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi Jesper Frandsen.

    – Alarmen har afstedkommet, at folk, der opholdt sig i hallen, er begyndt at forlade bygningen, fortæller vagtchefen.

    Politiet har hverken evakueret stedet eller kaldt over højttalerne.

    – Vi er ret overbeviste om, at det er en fejl, siger Jesper Frandsen og slår fast, at det ikke brander i bygningen.

    Men den fejl betyder, at trafikken holder stille. Ifølge vagtchefen er det fortsat uvist, hvornår togene igen kan være på skinnerne.

    – Togene kører igen hurtigst muligt, siger vagtchefen.

    Politiet er til stede på stationen.

    /ritzau/