Konservative profiler tager afstand fra EU-spidskandidat

    Det er ikke De Konservatives politik, at millioner af afrikanere kommer til Europa og Danmark.

    Det slår flere profiler fra partiet fast, og de tager dermed afstand fra Pernille Weiss’ melding om migranter fra Afrika.

    Partiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget siger til Berlingske, at EU skal styrke samarbejdet med Afrika, så europæiske virksomheder nemmere kan tiltrække den fornødne arbejdskraft. Og at ti millioner migranter ikke skræmmer hende i den forbindelse.

    Både K-formand og justitsminister Søren Pape Poulsen (K), politisk ordfører Mette Abildgaard (K) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) tager afstand fra den melding.

    Det skriver trioen på Twitter.

    – Jeg spildte kaffe ned ad mig selv i morges af ren forbløffelse over Pernille Weiss i @berlingske.

    – Det er ikke @KonservativeDK politik. Vigtigt at have fokus på arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft, men ikke ved at få millioner af afrikanere til DK, skriver Mercado fredag morgen.

    Pape skriver ligeledes fredag morgen, så ingen kan være i tvivl, at det ikke er konservativ politik, at ti millioner afrikanere skal til Europa.

    – EU skal først og fremmest fokusere på styrket kontrol af de ydre grænser, skriver han.

    Torsdag aften, da Weiss’ interview med Berlingske dukkede op, skrev Abildgaard:

    – Lad mig slå helt fast: 10 mio. afrikanske migranter til Europa er ikke konservativ politik!

    – Det indtryk får man desværre fra @WeissPernille i @berlingske i morgen. Vi har brug for arbejdskraft, men vi skal først og fremmest passe på Danmark!

    Migranter skal ikke ses som en trussel, mener Weiss.

    – Vi kommer i EU til at mangle over ti millioner par hænder de kommende år, siger Weiss til Berlingske.

    – Hvis vi koldt og kontant ser på, hvor der i fremtiden vil være en overbefolkning, og hvor befolkningen skrumper, så siger det sig selv, at vi må se på den bedst mulige måde at få stimuleret til, at folk er der, hvor der er plads til dem og brug for dem.

    – Og hvor der er en samfundsstruktur, der tager imod dem med et godt udgangspunkt, i stedet for at vi ser migranter som en trussel, siger Weiss.

    Der er heller ikke meget hjælp at hente hos andre partier. Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet, siger:

    – Konservative går nu til valg på at åbne Europas grænser på vid gab for migration fra Afrika.

    – Alle er velkomne, og ti millioner nye migranter skræmmer ikke, lyder det fra De Konservative. Det er en helt vild og dybt uansvarlig melding. Socialdemokratiet vil i stedet sikre job til danske unge og ledige, siger han.

    DF-næstformand Søren Espersen konstaterer på Twitter, at Weiss med sin melding er kommet på forsiden af Berlingske, men at hun næppe kommer til Europa-Parlamentet i Bruxelles.

    /ritzau/