AGF-lejr undrer sig over kontroversiel Vejle-scoring

    Søndag aften vandt AGF 4-2 ude over Vejle Boldklub i Superligaens nedrykningspulje 1.

    Specielt de to første scoringer fik opmærksomhed efter det højdramatiske opgør.

    Efter 36 minutter af kampen forventede aarhusianerne, at hjemmeholdets midtbanespiller Vladen Yurchenko ville udvise fairplay og sparke bolden ned til AGF i forbindelse med et dommerkast.

    Men Yurchenkos spark røg til alles overraskelse ned bag AGF-målmand Kamil Grabara og ind i målet. Bevidst eller ej så skabte målet efter kampen stor frustration hos AGF-træner, David Nielsen.

    – I alle andre steder af verden er der ingen, der ønsker at sparke sådan en bold i mål. Det valgte Yurchenko så at gøre, og det var selvfølgelig en sindssygt unfair handling, siger AGF-træneren.

    Også AGF-anfører, Jens Stage, gav efter kampen ikke meget for den kontroversielle scoring.

    – Det var en skandale, at han sparkede på mål. Det giver jeg absolut intet for, og det var på ingen måde i orden, siger Jens Stage.

    Efter scoringen var der diskussioner blandt Vejles spillere og trænere, men holdet valgte i fællesskab at lade AGF-angriber Patrick Mortensen få frit løb ned mod hjemmeholdets mål, og han kunne uden hindring udligne til 1-1.

    Vejle-anfører Jacob Schoop forklarer, at der var enighed om at udvise fairplay.

    – Når sådan noget sker, så synes jeg, at man skal være fair og lade det andet hold score, for det var ikke den måde, vi ønskede at vinde på.

    – Der er så mange følelser i spil, at det kan være svært at tænke rationelt, men folk endte med at være enige om, at det var det rigtige at gøre, siger Jacob Schoop.

    Jens Stage var glad for Vejles beslutning om at udvise fairplay.

    – Selv om Vejle er i en svær situation, havde de et par spillere med rygrad, som viste enorm retfærdighed, og det var jeg på en eller anden måde stolt over, siger Stage.

    Vejle skal i næste runde møde Sønderjyske på udebane i en kamp, som reelt er uden betydning for vejlenserne, da holdet ikke kan undgå at ende sidst i puljen.

    AGF skal hjemme møde Horsens, som stadig har overlevelse at kæmpe for.

    /ritzau/