Nye Borgerlige kommer ikke på stemmesedlen ved EU-valg

    Der er mandag åbnet for, at man kan brevstemme til valget til Europa-Parlamentet.

    Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.

    Man kan eksempelvis brevstemme på et kommunalt borgerservicecenter og nogle steder også på det lokale bibliotek.

    Partierne har helt frem til 28. april til at indlevere deres kandidatlister.

    Det står dog klart, at borgerne har ti partier at vælge imellem på stemmesedlen.

    Partiet Nye Borgerlige meddelte i februar, at de ville forsøge at blive opstillingsberettiget til valget til Europa-Parlamentet.

    Det er dog ikke lykkedes partiet at skaffe de 70.380 vælgererklæringer, der skal til.

    En anden mulighed ville have været, hvis der var blevet afholdt valg til Folketinget, og Nye Borgerlige var blevet valgt ind.

    Det er ikke sket, og nu er den mulighed også forpasset.

    Danskerne skal vælge 14 medlemmer af Europa-Parlamentet. Det er ét medlem ekstra i forhold til valget for fem år siden.

    Det skyldes, at briterne forlader EU.

    Da det endnu er uvist, hvornår brexit træder i kraft, må det 14.-mandat dog væbne sig med tålmodighed og først tiltræde, når Storbritannien udtræder af EU.

    Man kan brevstemme fra mandag 15. april og frem til og med torsdag 23. maj.

    Valget til Europa-Parlamentet afholdes 26. maj.

    /ritzau/