Ny Nord Stream-ansøgning: Vil syd om Bornholm

    Energistyrelsen har mandag modtaget en ny og tredje ansøgning fra Nord Stream 2 AG om en omstridt gasledning, der skal gå fra Rusland til Tyskland.

    Selskabet, der ønsker at lægge gasledningen, har denne gang ansøgt om få lagt ledningen endnu længere syd for Bornholm end tidligere.

    Forslaget indeholder to versioner, hvor en sektion af strækningen kan lægges på to forskellige måder. Dermed er der formelt tale om to ansøgninger.

    Ansøgningen kommer, efter at Energistyrelsen i marts bad Nord Stream 2 AG om at undersøge den tredje rutemulighed.

    Det nye forslag bevæger sig på den danske kontinentalsokkel, men ikke i dansk søterritorie.

    Ifølge Energistyrelsen er “den umiddelbare vurdering”, at det nye forslag til en rute er “mere hensigtsmæssig ud fra en række miljø- og sikkerhedsmæssige parametre”.

    Det handler både om påvirkningen af skibsfart og miljøområdet.

    At den nye rute befinder sig uden for dansk søterritorie, får betydning for danske muligheder for at stoppe gasledningens opførsel.

    Dermed kan Danmark ikke længere pege på havretskonventionen, havets grundlov, og kræve at skulle nikke ja, før gasledningen kan opføres.

    Muligheden for en tredje rute er opstået, fordi en mangeårig grænsestrid i havet mellem Polen og Danmark faldt på plads sidste år.

    Gasledningen skal føre gas fra Rusland til Tyskland. Begge parter er meget ivrige efter at få ledningen opført.

    Danske politikere og USA har vist bekymring for, hvad ledningen kommer til at betyde for Ukraine. I dag bliver gas ført fra Rusland gennem Ukraine til Europa.

    Ukraine har i flere år haft en politisk og militær konflikt med russerne.

    Nord Stream 2 har det russiske energiselskab Gazprom i ejerkredsen.

    /ritzau/