Trio vender tilbage for Manchester United i Barcelona

    Det lysner på skadesfronten i Manchester United inden tirsdagens kvartfinalereturkamp mod FC Barcelona i Champions League.

    Da United-flyet satte kurs mod Sydeuropa mandag morgen, var det således med trioen Nemanja Matic, Matteo Darmian og Alexis Sánchez om bord.

    De har alle været skadede, men er nu med i Ole Gunnar Solskjærs trup til kampen.

    Serberen Matic har siddet ude med en skade i tre kampe og kan være i spil til en plads på midtbanen, når nederlaget på 0-1 fra den første kamp skal forsøges vendt til samlet sejr.

    I den første kamp på Old Trafford fik blandt andre brasilianske Fred og skotske Scott McTominay chancen.

    Hvis Alexis Sánchez kommer i aktion, bliver det i mødet med klubben, der var hans arbejdsgiver i perioden fra 2011 til 2014.

    En vital kraft sidder fortsat ude med en skade. Således er midtbanespilleren Ander Herrera ikke blevet klar.

    Heller ikke Luke Shaw kan være med, da han afsoner karantæne.

    Tirsdagens Champions League-brag på Camp Nou begynder klokken 21.

    /ritzau/