Tom Bradys pålidelige våben stopper karrieren

    Siden 2010 har Rob Gronkowski været et af Tom Bradys faste våben hos New England Patriots.

    Men nu er makkerskabet forbi. Gronkowski skriver nemlig på Instagram, at han stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning.

    Det sker, knap to måneder efter at han vandt Super Bowl for tredje gang med holdet fra delstaten Massachusetts.

    I kampen, som Patriots vandt 13-3, sørgede Gronkowski blandt andet for at bringe Patriots i position til kampens eneste touchdown, da han greb et dybt kast fra den legendariske quarterback Brady.

    29-årige Gronkowski har vundet tre Super Bowls med Patriots, som plukkede ham fra University of Arizona for ni år siden.

    Han er blevet valgt til Pro Bowl, NFL’s All-Star-kamp, fem gange, selv om han har været hårdt plaget af skader gennem karrieren.

    På Instagram skriver Rob Gronkowski, at beslutningen om at stoppe karrieren er en af de sværeste, han nogensinde har truffet.

    – Mine livserfaringer gennem de sidste ni år har været fantastiske både på og uden for banen.

    – Tak til alle for at acceptere mig, som jeg er, og den dedikation, jeg har lagt i mit arbejde, for at kunne være den bedste spiller, jeg kunne være. Men nu er det på tide at bevæge sig fremad og gøre det med et stort smil.

    Gronkowski takker samtidig hele New England Patriots og alle sine fans for støtten og muligheden for at få lov til at være en del af “denne organisation af førsteklasse”.

    – Det har i sandhed været en ære at spille for sådan en stor og etableret organisation og få lov til at komme ind og fortsætte med at bidrage til dens succes, skriver han.

    Den 29-årige spiller slutter af med at skrive, hvor meget han kommer til at savne holdet.

    – Tak til alle, som har været en del af denne rejse, tak til fortiden for alle de fantastiske minder og en kæmpe tak til usikkerheden om, hvad der nu venter.

    Rob Gronkowski slutter karrieren som indehaver af en række rekorder i NFL. Han er blandt andet den tight end, der har scoret flest touchdowns i en NFL-sæson, da han i 2011-sæsonen lavede 18 touchdowns i grundspillet.

    /ritzau/