LTF’ere takker nej til at fortælle om banden og dens dna

    Der var tomt på pladsen ved vidneskranken i retssal 14 størstedelen af tiden, da sagen om et forbud mod Loyal To Familia (LTF) onsdag fortsatte i Københavns Byret.

    En række personer var ellers blevet bedt om at møde op i retten og fortælle, hvad de ved om LTF, og hvilken rolle de selv spiller i gruppen, som anklagemyndigheden forsøger at få opløst ved lov.

    Flere mænd mødte da også op i retssalen. De er ifølge politiet ledende skikkelser i LTF, men de havde altså ikke lyst til at forklare sig. I stedet valgte de at nægte at udtale sig.

    Normalt har man pligt til at udtale sig, hvis man bliver kaldt i retten. Der er dog undtagelser, og det kommer de formodede LTF-ledere til gode.

    Mændene skal afhøres med en sigtets rettigheder. Det betyder, at de har ret til ikke at oplyse mere til retten end deres navn og fødselsdag.

    Og det valgte de at benytte sig af. To af dem meddelte prompte, at de ikke havde lyst til at sige noget.

    En tredje mand takkede også nej, men forbeholder sig retten til måske at udtale sig senere i sagen, som strækker sig over godt 30 retsdage.

    I sin e-Boks fik en fjerde mand i februar besked om at møde i retten, men han dukkede aldrig op.

    Dermed har ingen medlemmer af LTF endnu kastet lys over gruppen, dens hierarki eller medlemmer.

    I stedet brugte anklagerne, Lasse Biehl og Emil Folker, tiden på at dokumentere, hvordan de pågældende mænd menes at være højtplacerede medlemmer af Loyal To Familia.

    Blandt andet viste de bunker af det, politiet mener er indmeldelsesblanketter og lister over medlemmer. Også oplysninger om LTF’ernes indkomst i form af blandt andet offentlig forsørgelse blev fremlagt.

    Knap 100 vidner er blevet indkaldt i den historiske sag om en mulig opløsning af Loyal To Familia.

    Der blev i september sidste år nedlagt et midlertidigt forbud mod banden. Det skal i den aktuelle retssag afklares, om forbuddet kan gøres permanent.

    /ritzau/