Den unge generation går forrest i klimakampen

    Med hjemmelavede bannere og papskilte trodser skoleelever marts-kulden, når de fredag den 15. marts klimastrejker.

    I Sønderborg er det 17-årige Rasmus Madsen fra Alssundgymnasiet, som er medarrangør af den lokale klimastrejke.

    Han mener, klimaproblemerne skal løses i fællesskab, og netop derfor lægger han alle sine kræfter i at stable fredagens klimastrejke på benene.

    – Jeg kan ikke se, hvordan vi skal være sammen, være glade og have det godt, hvis vi er bange for fremtiden og for de udfordringer, vi står overfor.

    – Vi skal gøre det sammen og tro på det sammen, siger han.

    I Ribe er 18-årige Karen Krogh Nielsen med til at arrangere den lokale klimastrejke.

    Hun er ikke i tvivl om betydningen af klimastrejkerne.

    – Politikerne må lytte, når de ser, hvor mange vi er, og hvor stort det bliver. Jeg synes selvfølgelig, det kan gå hurtigere, men jeg er helt sikker på, at det nytter, når vi bliver ved.

    Der er flere grunde til, at de unge kaster sig ind i klimakampen.

    Det fortæller Maria Bruselius-Jensen, som er lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

    – De unge taler også om at brænde for en sag, og det bliver en meget sanselig oplevelse for dem. Det er vigtigt for de unge, at de virkelig gør og ser en forskel, siger hun.

    – Jeg tror, at klimaproblematikken er et af de store spørgsmål, som det er vigtigt for den her generation at besvare. Hvordan kan vi leve et godt liv, samtidig med at vi passer på vores klode?

    Skoleelever og studerende fra mere end 89 lande går på gaderne i mere end 1000 byer under bevægelsen “FridaysForFuture” den 15. marts.

    Bevægelsen er inspireret af den 16-årige svensker Greta Thunberg, som siden august 2018 har strejket fra skole hver fredag for at sætte fokus på klimaforandringerne.

    /ritzau/