Genmab nedbringer behandlingstid med kræftmiddel med timer

    Det danske biotekselskab Genmab har mandag aften præsenteret positive resultater fra et fase tre-forsøg af en ny udgave af selskabets kræftmiddel Darzalex.

    Genmab har testet, om midlet kan gives subkutant – altså som injektion under huden – i stedet for intravenøst, hvilket betyder gennem en indsprøjtning direkte i en vene.

    Det vil kunne forkorte behandlingstiden fra de 3,5 timer, som det tager at give Darzalex intravenøst, til omkring tre til fem minutter.

    – Jeg er især meget begejstret for resultaterne fra dette studie, idet de måske støtter en meget hurtigere og meget mere praktisk brug af Daratumumab (stof i Darzalex, red.), hvilket vil give en stor fordel for mange patienter og deres familier, siger Genmab-direktør Jan van de Winkel.

    Ud over at være en behandling for myelomatose, der er en sjælden kræftform i knoglemarven, er det også en stor indtægtskilde for Genmab. I 2018 solgte Darzalex for over 13 milliarder danske kroner.

    Fase tre-forsøg er udført på en større gruppe patienter. Det er på basis af resultater fra fase tre, at myndighederne kan vælge at godkende et lægemiddel.

    Ifølge Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen kan de positive resultater fra studiet meget vel være godt nyt for både patienter og Genmabs aktionærer.

    – Det er særdeles positivt for Genmab. Det er noget, som skal være med til at nedbringe infusionstiden fra adskillige timer til 3-5 minutter. Det er langt mere bekvemt for patienter med knoglemarvskræft, siger han til Ritzau Finans.

    Han vurderer, at den lange infusionstid hidtil har været med til at begrænse brugen af Darzalex, og lige nu er der faktisk mangel på infusionsstole i klinikkerne.

    Derfor kan Genmab-aktien meget vel se frem til en kursstigning på over fem procent tirsdag, vurderer han.

    /ritzau/