DF vil stramme ældretøjlerne på kommunerne

    Dansk Folkeparti har ved de seneste års finanslovsforhandlinger gjort en dyd ud af at sikre bedre forhold til de ældre, blandt andet i kraft af flere penge til bedre ældreomsorg.

    Derfor kalder partiets ældreordfører, Jeppe Jakobsen, det også “skræmmende”, når en ny undersøgelse viser faldende service til ældre, der er fysisk besværet.

    I 2007 modtog 43 procent af denne gruppe hjemmehjælp, mens det i 2017 kun var 25 procent.

    – Det er en voldsom velfærdsreduktion, som kommer oven i tal fra Sundhedsstyrelsen i sidste uge. De viser, at de ældre ikke er blevet friskere, selv om man forventede det.

    – Og det viser, at til trods for, at der kommer flere ældre, bliver der ikke bliver brugt flere penge på ældrepleje, siger Jeppe Jakobsen.

    Han mener, at undersøgelsens resultater viser, at der er brug for at stille skrappere krav til kommunerne.

    – Vi bliver nødt til at tage langt hårdere fat på kommunerne end at prøve med guleroden.

    – Vi må øremærke langt flere af deres penge til ældreplejen, hvis de ikke selv kan finde ud af at prioritere området.

    – Det ligger lige for, at man i forbindelse med økonomiaftalerne sætter meget klarere rammer op for, hvad pengene bliver brugt til, siger ordføreren.

    Han har indtil videre ikke set tegn på, at de ekstra penge, der er afsat til ældreområdet på finansloven i år, lander der, hvor de var tiltænkt.

    – Jeg har lige fået svar på, hvordan det ser ud med de kommunale budgetter på ældreområdet i år.

    – Og selv om det ser ud til, at der samlet set bliver brugt en lille smule mere, så er det langtfra nok til at dække de besparelser, der har været gennemført de senere år, siger han.

    Jane Heitmann (V), der er ældreordfører, henviser også til, at ældreområdet har været højt prioriteret på dette års finanslov.

    Hun regner dermed også med, at kommunerne løfter serviceniveauet.

    – Kommunerne kender deres borgere bedst, og derfor er det vigtigt, at man træffer beslutningerne lokalt.

    – Men omvendt har vi en forventning om, at de penge, vi sætter af til ældreområdet, også bliver sat i spil, siger hun.

    /ritzau/