Militæret i Venezuela giver ubetinget støtte til Maduro

    Militæret i Venezuela har tirsdag aften dansk tid genbekræftet sin ubetingede loyalitet til landets siddende præsident, Nicolás Maduro.

    Det sker, efter at USA’s præsident, Donald Trump, i en tale tirsdag opfordrede militæret til at skifte side og anerkende den venezuelanske oppositionsleder, Juan Guaidó, som præsident.

    Maduro, der nægter at lade nødhjælp komme ind i landet, har beordret militæret til at blokere landets grænser.

    Samtidig arbejder Guaidó på at samle en million frivillige, som lørdag den 23. februar skal forsøge at bryde blokaden og få nødhjælp ind i det kriseramte land.

    Militæret agter at følge Maduros ordre og er “opmærksom” på landets grænser, bekræfter militæret tirsdag aften.

    – De bevæbnede styrker vil fortsat være sat ind og opmærksom ved grænserne for at forhindre overtrædelser af den territoriale integritet, siger Venezuelas forsvarsminister, Vladimir Padrino.

    Derudover gentager han militærets “ubetingede lydighed og loyalitet” til præsident Maduro.

    /ritzau/AFP