Fodboldkommentator: Zorniger har slidt på sine omgivelser

    Alexander Zorniger er fortid som cheftræner i Brøndby IF, som mandag stoppede samarbejdet med tyskeren.

    Det er et resultat af mangel på resultater kombineret med en aggressiv ledelsesstil, mener TV3 Sports fodboldkommentator Jesper Thygesen.

    – Du er nødt til at opbygge noget kredit i den måde, du leder på over tid, for at have noget kredit i de tider, hvor spillet ikke fungerer. Det har han ikke gjort. Han har til tider været ganske usympatisk, siger han.

    – Han har slidt så meget på omgivelserne ved at være så aggressiv og så diktatorisk i sin tilgang, lyder det fra kommentatoren.

    Truppen har siden sommer ikke fungeret som et sammenhængende hold, mener kommentatoren.

    Det kan blandt andet skyldes, at udskiftningen af spillere har været for stor en ændring på holdet.

    – Vi har gået og ventet på, hvornår det her (fyringen, red.) skete. Så nu må der andre kræfter til. Nu har han gjort sit, siger Thygesen.

    /ritzau/