OVERBLIK: Det var tanken bag statsstøtte til fjernvarme

    Grundbeløbet er et statsligt tilskud, som fjernvarmeværkerne, primært i landdistrikter, har modtaget frem til 1. januar i år.

    * Tilskuddet blev indført med en energiaftale i 2004, der ændrede energiområdet.

    * Grundbeløbet skulle sikre, at en lav elpris ikke ville belaste fjernvarmekunderne, og det blev ved aftalens indgåelse i 2004 vedtaget, at grundbeløbet skulle være en overgangsordning.

    * I den politiske aftale fra 2004 blev det nedskrevet, at grundbeløbet skulle gælde mindst 15 år.

    * Værkerne blev i aftalen pålagt at bruge naturgas som brændsel, der er pålagt højere afgifter end eksempelvis biomasse. Trods grundbeløbets bortfald kan værkerne stadig ikke frit vælge brændselstype.

    Flere af værkerne har fået lov til at benytte varmepumper til produktionen, men det er ifølge Dansk Fjernvarme, interesseorganisation for fjernvarmeværker, en dårlig forretning for mange af værkerne. Teknologien er endvidere ifølge Dansk Fjernvarme mere usikker og mindre testet end andre brændselstyper.

    * Ifølge data fra Forsyningstilsynet kommer cirka 28 procent af fjernvarmen fra fjernvarmeværker, der indtil 1. januar 2019 modtog grundbeløbet.

    * I alt svarer det til en fjernvarmeproduktion, der dækker 463.298 gennemsnitlige parcelhuse på 130 kvadratmeter. I alt produceres der fjernvarme i Danmark svarende til 1,65 millioner parcelhuse på 130 kvadratmeter.

    Kilder: Dansk Fjernvarme, Forsyningstilsynet, Dansk Energi, Energistyrelsen.

    /ritzau/