Britta Nielsen og søn bliver i deres celler

    Britta Nielsen og hendes søn er indstillet på at blive i deres fængselsceller. I sagen om svindel og hæleri med millioner fra Socialstyrelsen går de frivilligt med til en forlængelse af varetægtsfængslingen.

    Derfor møder deres forsvarere ikke op til et retsmøde om spørgsmålet tirsdag i Københavns Byret, oplyser flere kilder til Ritzau.

    Her ventes en dommer at afsige kendelse om fortsat fængsling. En borger kan højst blive varetægtsfængslet fire uger ad gangen, før retten igen skal vurdere, om grundlaget er til stede.

    64-årige Britta Nielsen sigtes for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner i kraft af sit job i Socialstyrelsen. Hendes søn, der er 38 år, sigtes for at have modtaget 3,6 millioner kroner af pengene, hvilket ifølge Bagmandspolitiet er hæleri.

    /ritzau/