OVERBLIK: Afgørende øjeblikke under Irans revolution

    Det er mandag 40 år siden, at Irans militær opgav at beskytte shahens regime og stå i vejen for revolutionære islamister.

    Herunder vigtige øjeblikke fra Den Islamiske Revolution:

    1978:

    7. januar:

    – Religiøse uroligheder i den hellige by Qom. Syv personer bliver dræbt. Det udløste en bølge af uroligheder og protester vendt mod shahen.

    19. august:

    – Hundreder bliver dræbt efter en ildspåsættelse i en bigraf i byen Abadan. Myndigheder og opposition strider om, hvem der står bag. Det forstærker uro.

    8. september:

    – Indførelse af undtagelsestilstand. 121 mennesker bliver dræbt af soldater og 200 bliver såret.

    11. september:

    – USA’s præsident, Jimmy Carter, bekræfter telefonisk over for shahen, at der består et “tæt venskab mellem USA og Iran”. Uroligheder tager til i de følgende uger.

    6. november:

    – Regering går af og erstattes af militær ledelse. Mange avisredaktører fængsles, hvilket udløste langvarig avisstrejke. Shahen lover at rette op på “tidligere fejl” med grusomhed og korruption.

    13. november:

    – Antiamerikanisme tager til og titusindvis af amerikanere forlader landet i november og december.

    25. november:

    – Fra sit eksil i Paris opfordrer ayatollah Khomeini til modstand mod “illegal” militær regering.

    1979:

    16. januar:

    – Shahen forlader Iran for altid.

    1. februar:

    – Khomeini vender hjem til Teheran fra sit eksil.

    14. februar:

    – USA’s ambassade i Teheran udsættes for angreb – angiveligt af venstreorienterede partisaner, der nedkæmpes af iranere tæt på Khomeini. En iraner bliver dræbt og 101 personer tages kortvarigt som gidsler – deriblandt USA’s ambassadør.

    16. februar:

    – Adskillige generaler henrettes – deriblandt den tidligere leder af det hemmelige politi. Over 500 mennesker henrettes i de efterfølgende måneder.

    30. marts:

    – Over 30 millioner iranere hylder Khomeini og stemmer ja til det nye islamiske regime.

    4. november:

    – Militante iranske studerende besætter USA’s ambassade i Teheran efter tre timers kampe. De tager gidsler – deriblandt 62 amerikanere. De kræver shahen udleveret. Krisen kom for 52 gidsler til at strække sig over 444 dage, hvor de sad i fangenskab på ambassaden.

    /ritzau/AP