Danske Spil vil forbyde spilreklamer i tv-sport

    Det er svært at se en fodboldkamp direkte i fjernsynet uden at blive opfordret til at spille på, hvem der scorer det næste mål, eller hvad slutresultatet bliver.

    Men måske er disse spilreklamer snart fortid. I forbindelse med at spilbranchen er blevet pålagt at udarbejde et etisk kodeks, foreslår Danske Spil et forbud mod spilreklamer under direkte sportstransmissioner.

    Inspirationen kommer fra Storbritannien, hvor man indførte et lignende forbud sidste år.

    – Vi mener, at vi er kommet til et punkt, hvor det giver mening at diskutere, om vi ikke skulle lade seerne se kampene i fred og ro og sørge for at komme med vores kommercielle budskaber i andre sammenhænge, siger Danske Spils direktør, Niels Folmann, til Jyllands-Posten.

    Politisk bliver der taget godt imod forslaget hos SF, Dansk Folkeparti og De Radikale, som erklærer sig klar til at fremsætte lovforslag om et lignende forbud, hvis ikke spilbranchen selv bliver enige om at indføre det.

    Det er dog en forhastet konklusion, mener Per Marxen, der er pressechef hos Unibet, der også udbyder disse livespil i Danmark.

    – Vi er villige til at kigge på det, men skulle vi ikke lige vente og se, hvad konklusionen i England bliver?, siger han til avisen.

    Spillebranchens etiske kodeks skal være færdigt til foråret.

    /ritzau/