Ung dansker forlænger med verdens bedste cykelhold

    Den danske cykelrytter Kasper Asgreen har forlænget sin kontrakt med Quick-Step, så den gælder til og med sæsonen 2021.

    Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.

    Asgreen kørte i 2018 sin første sæson for Quick-Step, der suverænt toppede World Tours rangliste for hold.

    Den 23-årige dansker beretter stolt om den nye kontrakt i et interview fra holdets træningslejr i Calpe i Spanien.

    – Jeg er virkelig glad for at meddele, at jeg har underskrevet en forlængelse af min kontrakt med Deceuninck – Quick-Step, og at jeg vil køre for holdet indtil udgangen af 2021-sæsonen.

    – Jeg er virkelig spændt på det. Patrick (Lefevere – holdets øverste chef, red.) gav mig muligheden, og den skulle jeg ikke overveje længe. Der var ingen tvivl, fortæller Kasper Asgreen.

    Han fik sidste år sin grand tour-debut med deltagelsen i Vuelta a Espana. Desuden stillede han op til VM for Danmark. Her markerede han sig i linjeløbet ved at være en del af et langt udbrud.

    Forinden havde han været med til at vinde VM-guld i holdtidskørsel med Quick-Step.

    På det belgiske hold er Asgreen blandt andre holdkammerat med landsmændene Michael Mørkøv og Mikkel Frølich Honoré. Sidstnævnte fik i oktober en toårig fuldtidskontrakt efter en vellykket prøveperiode.

    /ritzau/