Handicappede venter i uvished på nødvendig hjælp

    Trods forsikringer om det modsatte fra et politisk flertal har Folketinget endnu ikke sørget for, at handicappede får tilstrækkelig hjælp i landets institutioner og virksomheder.

    Sådan lyder kritikken fra Danske Handicaporganisationer og flere partier i Folketinget. Det skriver Politiken.

    I maj vedtog et samlet Folketing et forbud, der skulle sætte en stopper for diskrimination af mennesker med handicap.

    Samtidig lovede regeringen at undersøge, hvorvidt en særlig pligt til at imødekomme handikappedes behov kunne skrives ind i loven – kendt som tilpasningspligten. Sådan har man gjort i Norge og Sverige.

    Undersøgelsens resultat skulle ligge klar inden udgangen af september. Men intet er præsenteret.

    Danske Handicaporganisationer er paraplyorganisation for 34 handicapforbund med i alt cirka 340.000 medlemmer.

    Formand Thorkild Olesen ved ikke, hvornår der kan forventes en lovændring. Han er utilfreds med regeringens fremdrift i arbejdet.

    For uden tilpasningspligten hjælper forbuddet ikke i tilstrækkelig grad, mener han.

    – Det en halvandetbenet lov. Hvis man vil have noget med fuld kraft, så skal man have rimelig tilpasning ind, siger Thorkild Olesen til Politiken.

    En tilpasningspligt sikrer, at landets institutioner imødekommer handicappedes behov med individuelle løsninger.

    Det kan eksempelvis være pligt til at tilbyde særlige hjælpemidler til en eksamen. Eller ved at hjælpe et barn med at tage sin medicin i børnehaven.

    I Folketinget er handicapordførerne i Socialdemokratiet, DF og SF utilfredse med, at der endnu ikke er sket noget.

    Børne- og socialminister Mai Mercado (K) beklager, at undersøgelsen har trukket ud.

    – Det har vist sig at være en omfangsrig opgave. Jeg har en klar forventning om, at vi kort inde i det nye år er klar med den aftalte opfølgning, skriver hun i en mail til Politiken.

    /ritzau/