OVERBLIK: Thailandsk turist er blandt de fem Strasbourg-ofre

    Fem personer har mistet livet efter tirsdagens angreb nær et julemarked i Strasbourg. Blandt dem er en thailandsk turist og en italiensk journalist.

    Herunder kan du få et overblik over angrebets fem ofre:

    * Anupong Suebsamarn (45 år): Thailandsk turist, som var den første af ofrene, der blev bekræftet omkommet. Han var for nylig ankommet til Frankrig og døde af et skudsår i hovedet.

    * Kamal Naghchband (45 år): Afghansk statsborger, der var flygtet fra sit hjemland for at bygge et nyt liv i Frankrig. Var far til tre og blev skudt i forbindelse med et besøg på julemarkedet sammen med sine børn.

    * Unavngivet offer (60/61 år): Angrebets tredje offer er endnu ikke navngivet. Ifølge lokale medier var han dog pensioneret bankmand. Strasbourgs borgmester oplyser, at han var født i 1957.

    * Antonio Megalizzi (28/29 år): Italiensk journalist, der var i Strasbourg for at følge en plenarforsamling i Europa-Parlamentet.

    Han forsøgte sammen med en ven – et af angrebets øvrige ofre – at stoppe angrebsmanden på vej ind på en bar. Megalizzi blev erklæret død fredag – tre dage efter angrebet. Flere medier er uenige om hans præcise alder.

    * Barto Pedro Orent-Niedzielski (35/36 år): Polsk statsborger, der blev ramt af et skud i hovedet ved tirsdagens angreb. Han forsøgte sammen med det italienske offer, Antonio Megalizzi, at stoppe gerningsmanden.

    Søndag døde han efter at have ligget i koma i fem dage. Han talte flere sprog og var frivillig ved flere forskellige projekter i Strasbourg. Også hans alder er der en anelse uenighed om.

    Kilder: AP, AFP, BBC.

    /ritzau/