Mark O. Madsen slår englænder i MMA-stævne

    Den tidligere olympiske medaljevinder i brydning Mark O. Madsen fortsætter sin sejrsstime i kampsporten MMA, der står for Mixed Martial Arts.

    Lørdag aften vandt danskeren over englænderen Matthew Bonner ved et Cage Warriors-stævne i Frederikshavn. Kampen gik tiden ud, og alle dommere udpegede Mark O. Madsen som vinder.

    Det er danskerens sjette sejr i ligeså mange forsøg i MMA.

    Inden dysten var danskeren tydeligt irriteret over englænderens manglende vilje til at komme ned i vægt, så kampen kunne foregå på lige vilkår.

    Mark O. Madsen brugte tydeligt sine frustrationer til at overtage styringen fra kampens begyndelse, og danskeren forblev ovenpå i hele første omgang.

    Den danske forhåndsfavorit bevarede overtaget i anden og tredje omgang, men kunne ikke få stoppet kampen før tid.

    Med blod i hovedet blev Mark O. Madsen udråbt som vinder af alle kampens dommere.

    Danskeren går efter at komme til USA og dyste i Ultimate Fighting Championship (UFC), hvor der er store penge på spil.

    /ritzau/