Saudi-Arabien støtter aftale mellem krigens parter i Yemen

    Saudi-Arabien hilser den aftale, der er indgået mellem krigens parter i Yemen, velkommen.

    Aftalen blev indgået torsdag i den lille svenske by Rimbo mellem Yemens regering og de shiamuslimske houthi-oprørere.

    I en erklæring udtrykker Saudi-Arabiens kong Salman og kronprins Mohammed bin Salman ønske om en politisk løsning på den fire år lange borgerkrig i Yemen.

    Det skriver det saudiske nyhedsbureau SPA.

    – Kongedømmet forbliver optaget af at lede efter en politisk løsning i Yemen, som garanterer sikkerheden og stabiliteten i landet, hedder det.

    Det saudiske regime støtter militært den sunnimuslimske regering i Yemen.

    I erklæringen sendes der en særlig opfordring til houthi-oprørerne om at “bevæge sig ind på en vej” mod en politisk løsning. Saudi-Arabien anklager Iran for at stå bag oprørerne.

    Fra Iran “hilses aftalen velkommen”.

    – Enigheden er vigtig. Aftalen viser, at de grupper i Yemen, som var involveret i forhandlingerne, oprigtigt forstod den beklagelige situation for det uskyldige og undertrykte folk i Yemen, siger en talsmand for det iranske udenrigsministerium.

    Aftalen fra Sverige betyder, at der skal etableres en våbenhvile ved havnebyen Hodeida. Det er her, det meste af den nødhjælp, som millioner af yemenitter behøver, skal fragtes gennem.

    Det har været næsten umuligt på grund af kamphandlingerne. Op mod 14 millioner mennesker i landet er i fare for at sulte.

    Saudi-Arabien leder en koalition af lande, der militært støtter regeringen i Yemen.

    Saudi-Arabien er blevet kritiseret internationalt for sine massive bombardementer fra fly af byer og områder i Yemen, der kontrolleres af oprørerne.

    Det er gået ud over mange tusinde civile.

    Saudi-Arabien er kommet under internationalt pres efter drabet på den saudiske journalist og debattør Jamal Khashoggi. Et drab, som kronprins Mohammed bin Salman i mange kredse anses for at være manden bag.

    Det amerikanske senat vedtog torsdag en resolution om at stoppe USA’s militære støtte til den saudiske offensiv i Yemen.

    /ritzau/AFP