Ny anholdelse sag om svindel med støtte til socialt arbejde

    I Københavns Lufthavn har politiet fredag anholdt endnu en person i en sag om svindel for flere millioner mod Socialstyrelsen.

    Han fremstilles i et grundlovsforhør lørdag, oplyser politiet.

    Styrelsen anmeldte til politiet i oktober, at der er sket svig for flere millioner kroner. I forvejen er en anden mand i sagen sigtet og varetægtsfængslet.

    Den varetægtsfængslede skal have samarbejdet med den netop anholdte om bedrageriet, mener politiet.

    Beløbet er nået op på 4,5 millioner kroner, og dertil kommer en stribe forsøg på at få fat i yderligere 9,5 millioner kroner, kom det frem i forbindelse med et retsmøde 22. november.

    Siden den dag har en 30-årig mand været varetægtsfængslet. Hans fup skal være gået ud på, at han repræsenterede flere foreninger, som søgte om støtte til arbejde med blandt andre somaliske stof- og alkoholmisbrugere.

    Igen og igen blev der udbetalt beløb fra Socialstyrelsen, som blandt andet havde fået tilsendt dokumenter underskrevet af en statsautoriseret revisor. Imidlertid var der tale om en falsk underskrift. Og projekterne var der ingen vilje om at gøre til virkelighed, hævder myndighederne.

    Manden nægter sig skyldig, har hans forsvarer, advokat Tyge Trier, oplyst.

    Affæren dukkede op, kort tid efter sagen om Britta Nielsens påståede mangeårige svindel for i alt 111 millioner kroner.

    Men socialminister Mai Mercado (K) har sagt, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to sager, selv om begge handler om satspuljemidlerne.

    /ritzau/